Psykiske lidelser & hest – En god kombination?

Skrevet 16.12.2016 af Jasmin Bahnsen

Dette indlæg bliver nok et af de mest personlige, jeg nogensinde har og vil lave. Men jeg føler at det er et vigtigt element for mange, mange flere end vi umiddelbart tror. 

Lad mig starte ud med lidt om mig selv og forklare de forskellige diagnoser, som de er for mig. Jeg har diagnoserne Borderline – Personlighedsforstyrrelse med skizofrenske træk. Svær depression. Stress. Angst. Og mild grad af OCD.

Ja i læste rigtigt. Jeg er én af de få, der har hele 5 hoveddiagnoser. Hoveddiagnoser forfølges oftest af mindre under diagnoser. Heriblandt har jeg sociopatiske træk, som følge af de andre diagnoser.

Hvad betyder disse diagnoser, og hvad gør de?

Lad os dele det op i punkter. Så godt jeg nu kan.

 

Borderline Personlighedsforstyrrelse med skizofrenske træk:

–  Dette gør at jeg er i tvivl om, hvem jeg egentlig er. Jeg bliver hurtigt usikker på mig selv, kan ikke træffe beslutninger uden at have hørt mindst 500 gange fra ANDRE, hvad de synes. Hvis de siger mig imod i min ide, bliver jeg hurtigt aggressiv og ubehagelig, fordi jeg inderst inde egentlig godt ved, hvilken beslutning jeg vil tage. Jeg vil bare gerne bekræftes.

De skizofrenske træk kommer i spil, i det at jeg har dannet mig en stemme inde i mit hoved. En stemme, jeg kategoriserer som et selvstændigt individ. Han er ikke ond og han gør mig ikke ondt. Ikke mere. I mine teenage år var det en anden sag.

Ham diskuterer jeg med om ting, jeg ikke kan blive enige om selv. Men nok om det.

Samtidig gør den, at jeg hurtigt kan komme til at gøre impulsive ting, som oftest ikke er så fornuftige igen. Såsom at købe ny hest midt i det hele, for at nævne et eks. Og sidst men ikke mindst, jeg er meget besidderrisk og opmærksomhedskrævende over for mennesker. Har jeg først fundet mig personer jeg er glade ved, har jeg svært ved at acceptere, at de også har et liv uden for mig. Jeg bliver skuffet når jeg ser de giver andre opmærksomhed eller er sammen med andre. Dette kan dog også føres hen på min sociopati. Heldigvis er det intet jeg længere lader komme til udtryk, for jeg har lært at det er normalt. Borderlinen påvirker mig ikke som sådan fysisk, det er noget de andre diagnoser sørger for.

Depression.

Depressioner er noget som mange tror 'bare' er at man græder konstant. Desværre er den meget dybere. Depressionen gør, at jeg lever i et følelses kaos. Jeg har dage hvor jeg faktisk tror, at jeg er glad, men de fleste dage er jeg tom indvendigt. Få dage er jeg ked af det og græder hele dagen, det er disse dage der er værst. Men for at vende tilbage til 'tomheden'. Den fylder mest. Jeg føler ikke glæde som andre. Jeg kan godt skrive 'jeg glæder mig', i situationer hvor jeg ved at andre ville glæde sig. Men den følelse folk beskriver, med sommerfugle i maven, har jeg ikke. Jeg kan ikke engang huske hvordan den føles. Det sammen gælder kærligheden. Jeg ved ikke hvordan den helt præcist føles. På trods af et 7 års langt forhold. Men jeg ved hvordan den BURDE føles, og det er det jeg hæfter mig ved. De følelser jeg faktisk kan føle, er de negative. Jeg kan føle ekstrem jalousi, angst og skuffelse. Igen i kombination med borderlinen. Jeg overtænker rigtig meget, hvis jeg f.eks skriver med andre, har sendt det afsted og de ikke svare, så er jeg sikker på at venskabet er dødt. Og jeg lever så i et hul, indtil jeg modtager svar. Hvis jeg ikke modtager svar, giver jeg op på dem prompte, frem for at kæmpe. Eller jager dem yderligere væk ved at spørge indtil hvad der er galt. Måden diagnosen rammer mig fysisk, er at jeg bliver sløj og meget træt. Jeg kan sove op til 20 timer i døgnet, hvis jeg er sunket rigtig rigtig dybt. Depressioner er herlige, ikke sandt?

Stress

Stressen påvirker mig i den forstand, at jeg kan stresse over absolut intet. Jeg kan have et møde ved lægen om 2 uger, og begynder så at stresse allerede nu, ved tanken om at jeg skal stå op og køre derhen. Hele min dag er derefter ødelagt, jeg føler ikke jeg kan andet mere, fordi nu var jeg jo ved lægen i hele 10 minutter, ergo er de resterende mange timer i døgnet ødelagt. Og det kan jeg så stresse yderligere over, fordi åh nej, nu fik jeg jo intet nået... Jeg stresser sågar over at jeg stresser. Jeg stresser hvis andre ikke kommer til tiden, og får da et helt blackout hvis JEG ikke kommer til tiden. Oftest hvis jeg kan se jeg kommer for sent, vender jeg om og bliver helt væk. Og stresser så over den beslutning bag efter. I mine teenage år, var stressen så slem, at jeg fik mavesår og kastede blod op. Dette er heldigvis ikke situationen pt. Jeg skal desuden gerne vide terminer i god tid, ellers kan jeg ikke overskue dem. Med mindre det er mig der laver dem, så er spontanitet bedst. Helst her og nu når jeg beslutter mig for noget.

Ud over voldsomme mavekramper og svedture, har jeg ikke andre fysiske reaktioner her på mere.

Angst.

Angsten er næsten det jeg vil beskrive som den værste af alle diagnoserne. Når jeg først får et angst anfald, så går det ikke over før efter flere dage. Hvad der præcist udløser selve anfaldene, ved jeg ikke. Og dette giver mig så stress, for at påpege hvordan diagnoserne samarbejder. Jeg har angst over de mest latterlige ting, i andres øjne. Situationer der egentlig aldrig er opstået, men hvad nu hvis? Situationer andre ikke engang skænker en tanke, fordi de lever livet, hvor jeg lever i 'hvad nu hvis'. Lad mig give nogle eksempler. Den værste er angsten for at miste, om det så er til døden eller blot generelt er fuldstændigt irrelevant, ligesom det både gælder dyr og mennesker. Det fylder voldsomt i hverdagen, jeg kan være ude at ride en tur i skoven, og pludselig tænke på, hvad nu hvis det er sidste tur, fordi min hest dør i morgen? Eller hvad nu hvis min mor ligger død når jeg kommer hjem? Hvad nu hvis min bedste veninde har fundet en ny bedste veninde? Eller hvad nu hvis jeg lige pludselig ikke kan betale for mine dyr mere, og mister alt?
En tur i skoven burde være befriende. For mig er det ofte det tidspunkt jeg kan få flest grimme tanker, fordi jeg nu har tid til at tænke over det.

Angsten påvirker mig fysisk i ekstreme anfald, hvor jeg kramper helt sammen og bliver panisk. Jeg får svedture og kan slet ikke være i min egen krop. I sådan en situation pakker jeg mig ind i et hjørne og ruller mig ind i en dyne, og græder. Indtil det stopper.

OCD.

Heldigvis kun i mild grad. OCD er tvangstanker.  Den fylder også mindst i min hverdag, i det jeg kan udleve tvangstankerne uden problemer. Jeg har heldigvis også kun ganske få, såsom en speciel rækkefølge jeg SKAL sadle op i. Jeg har en sætning jeg SKAL sige inden jeg går i seng. Jeg har mine rutiner på nettet, hvordan jeg SKAL tjekke det hele. Samtidig med at jeg ikke kan have noget står på lige tal, normaltvis er det omvendt hos OCD folk. Men hos mig skal et vækkeur f.eks være 8:06 i stedet for 8 præcist. Radioen skal stå på 21 og ikke 20 eller 22 osv. Og selvfølgelig den klassiske – Ting skulle gerne ligge lige, når jeg er der. Dette gælder dog ikke i stalden, her er jeg fri, pånær opsadlningsritualet. Faktisk har jeg også min måde jeg SKAL varme op på. Komisk, det tænkte jeg først over nu.

Sociopati.

En sociopat er sådan set en slags underkategori til at være psykopat. Og NEJ, os med disse diagnoser render ikke rundt og er seriemordere. Faktisk betyder sociopatien for mig, at jeg ikke føler empati. Jeg er kort og godt ligeglad med andre folks problemer. Kun ganske få mennesker vækker min empati, og det er familie og de aller tætteste venner. OG film. I film får jeg empati, men det er udelukkende fordi jeg sætter mig i deres sted. Og det at jeg er i stand til at føle overnævnte, skiller mig fra at være psykopat. De føler nemlig slet ingen empati.  Ud over dette er jeg ligeglad med folks følelser. Hvor andre kan sætte sig ind i folks tab, nød eller lign, er jeg lidt mere 'nå, det var da trist' and thats it. Empatien mangler ganske enkelt for andre mennesker. Over for dyr derimod har jeg næsten for meget empati. Jeg ville til en hver tid sætte et dyrs liv over et fremmed menneskes liv. Igen, fordi jeg er mere eller mindre 'ligeglad' med fremmede, hvorimod jeg ikke er med dyr.  

Gør overnævnte mig til et dårligt menneske? Måske. Det vil nogle mene. Jeg kender mig ikke som andet end det jeg nu er – Og jeg mener bestemt ikke at jeg, eller andre med psykiske lidelser, er dårlige mennesker. Vi er blot mennesker med udfordringer.

 Hvad gør hestene for mig?

 Nu vil en del mennesker tænke; Hvordan i alverden kan hun omgås med heste og andre dyr, med alt overnævnte? Hun er aggressiv, bange, for breakdowns og og og. Her kommer det specielle. Når jeg er i stalden hos dem, er jeg et helt andet menneske. Min angst forsvinder, min stress forsvinder og min tomhed forsvinder. Jeg taler med mine heste og føler de svarer mig, ja jeg kan virkelig ligne en idiot når jeg er i nærheden af dem. Jeg anser dem som mine børn. Jeg har et ansvar for at passe og pleje dem, et ansvar jeg har svært ved at overtage for mig selv derhjemme. Jeg sætter mine heste (og andre dyr for den sags skyld) over mig selv. De skal have det bedst, så kan jeg altid komme i anden række. Jeg finder ro, jeg finder fred i deres nærvær. Jeg har personligt 11 stk. En ordentlig opgave, men jeg har brug for alle og en hvers personlighed. Alt efter mit behov, så går jeg til en bestemt én af dem. Det lyder mærkeligt for de fleste, men det er virkeligheden for mig.

Jeg har en del dyr, som bestemt er en følge af mine sygdomme, i det jeg føler jeg er vigtig når jeg har et ansvar over for dem. Jeg elsker at sørge for de har det godt og er tilfredse.

Samtidig sørger ridningen for at jeg sætter mål i mit liv. Jeg sætter ikke mange mål uden for stalden, da det er noget der er svært for mig. Men ved ridningen er det som om det intet problem er.

Jeg har ufattelig stor tålmodighed over for dyr, som jeg bestemt ikke har over for mennesker.

Så alt i alt hjælper hestene mig med at få indre ro, styrke min tålmodighed og lærer mig at sætte mål i livet.

 Havde jeg ikke hestene, hver og én af dem, var jeg aldrig kommet så langt i mit liv, med de problemer jeg nu bærer på. Og mister jeg dem en dag til døden, så ved jeg at jeg vil gå ned. Men jeg ved også at jeg vil komme op igen, fordi livet går videre og de andre dyr stadig har brug for mig. Personligt er det dog kun MINE heste og MINE dyr der har min interesse og kan hjælpe mig. En part eller låne hest ville derfor aldrig nogensinde kunne hjælpe mine behov.

 Jamen hvad så med de dage jeg får angst anfald eller depressionen tager overhånd?

 De dage kommer jeg ikke ud. Mine store heste er heldigvis opstaldet i fuldpas, netop for at jeg kan tillade mig den pause. Og dyrene der hjemme, der har jeg en fantastisk familie der overtager og hjælper mig op af hullet igen, når jeg er faldet der ned. Dyrene mangler derfor aldrig noget. Heller ikke når jeg selv er på bunden. Men alene, ville jeg ikke kunne klare det, det er ingen hemmelighed.

 Heste og psykisk syge sammen.

Det vil undre folk hvor mange i rideverdenen som faktisk har diagnoser af den ene eller anden art. Og fælles for alle er, at heste er terapi. Deres sjæl og ro, giver en helt speciel følelse, som intet menneske kan give. Hestene bruges trods alt også til terapi, til både folk med angst, stress eller aspergers, downs osv. Disse oplevelser er så værdigfulde. Det kan jeg skrive under på.

At være psykisk syg, gør ikke, at man ikke er i stand til at varetage sine dyr. Naturligvis findes der grumme undtagelser, med mennesker der bestemt burde have haft hjælp til pasningen meget før. Men at skære alle over en kam, er så forkert. Vi er MANGE derude som kan varetage vores dyr. Vi er mange der kun lever fordi vi har vores dyr. Og vi er mange som aldrig vil være foruden vores dyr.

Bryd tabuet om psykiske lidelser. Vi er alle sammen blot mennesker. Nogle af os har bare andre kampe, end mange andre.

 Stay awesome!

 

 

- DD

Alle blogindlæg

19.10.2017
af Lajgården og Hvenegaard
11.10.2017
af Camilla Dalgaard
27.09.2017
af Jane Marskov
03.07.2017
af Lajgården og Hvenegaard
06.06.2017
af Camilla Dalgaard
10.05.2017
af Lajgården og Hvenegaard

VORES SKRIBENTER

Sara Hyldtoft Møller

Sara er 14 år gammel, og går på Elite idrætslinien på Vitaskolen i Esbjerg. Sara har tre ponyer...

Se alle indlæg
Simone Roved

Simone Roved er 23 år, og driver til dagligt sin egen træningsstald med islændere. Simone Roved er...

Se alle indlæg
Tak,
du er nu tilmeldt nyhedsbrevet