Avl og Avlsmål

Skrevet 03.07.2017 af Lajgården og Hvenegaard

På Lajgården hvor vi bor, avler vi på to hopper - en dressurhoppe og en springhoppe.
Afstamning og afkom kan I læse mere om på vores hjemmeside www.lajgaarden.dk

Karina har mange års erfaring i avl af springheste og interesserer sig meget for det at kombinere forskellige blodlinjer. Vinter aftenerne bliver brugt på at studere hvilke kombinationer der gør det godt og bemærke resultater i international sport. 
Vi har et godt netværk af avlere at sparre med og søger også råd hos Euro Hingste Sæd, hvor man i øvrigt får en super god service.
Avl af dressurheste er nyt for os begge, men vi har en helt klar plan for hvor vi vil hen.
Jørgen har aldrig gjort sig de store tanker om avl, men har til gengæld en masse erfaring som rytter på mange forskellige typer af heste, både hvad angår racer/avlsforbund, eksteriør og temperament. 

I mange år var han testrytter i Unghestechampionatet i Herning, fremmedrytter på unghingstene der afsluttede deres materialprøve på Vilhelmsborg, fremmedrytter på afsluttende materialprøve på Flyinge, ansvarlig for stationsafprøvning i Trakehner Avlsforbundet og meget mere. 

Vi ser mange heste i vores hverdag, men sørger også for at komme ud til championater og stævner for at se hvad der rører sig. Det er fast tradition at tage til Warendorf i september og følge Bundes Championatet i både spring og dressur fra første dag til de afsluttende finaler. Det er god ridning og meget kompetente dommere. På finaledagen kommenteres alle ridt, hvilket er meget lærerigt. Vi laver en masse noter i kataloget ud for de heste der noget til fælles med vores egne på den ene eller anden måde. Det kan være både positive og negative bemærkninger til bevægelsesforløb, kombinationen af blodlinjer eller noget helt tredje.

Heldigvis har vi i Danmark taget den fremvisningsform til os som de bruger i de tyske championater og når rytterne lige vænner sig til det, skal det nok blive rigtig godt. 

Ved første kvalifikation i Billund kom den form for bedømmelse efter vores mening rigtig godt fra start og dommerne havde de skarpe briller på. Det var en god oplevelse. Det er så nemt at kritisere dommerne men man skal huske at bedømmelser er objektive og ikke alle er enige om hvordan hestene skal rides. Vi syntes Bjarne Nielsen gør et rigtig godt arbejde og håber han bliver hørt.

Tilbage til avlen.

Vi har som nævnt en klar plan for hvad vi vil med vores avl og det i begge discipliner. 

Alle avlsforbund har et avlsmål og det er selvfølgelig meget smart at følge det avlsmål der er udstukket i det forbund man registrerer sine heste i. 
Vi har også vores eget avlsmål og det tror vi på er vigtigt, at man som avler har gjort sig nogen tanker om. 

I vores eget "avlsmål for dressur" står ridelighed utrolig højt. Det betyder ikke at vi ikke vil have alt det andet med, men vi avler udelukkende på hopper og med hingste der udviser usædvanlig høj ridelighed. 

Ridelighed er bare ikke så enkelt endda - så også her har vi diskuteret og defineret hvad vi anser for høj ridelighed på vores lille stutteri. Vi hører ofte avlere udtrykke at deres heste er så rare og de er lette at omgås og tilride. Det er jo alt sammen rigtig godt, men for os betyder det også noget, hvordan de tager det at blive sat under pres. Bliver de ved med at arbejde, prøver igen og igen selv om en øvelse er ny og svær og det måske også strammer lidt i kroppen?
Har hesten et eksteriør der gør det let at placere sig rigtigt i nakken, svinge over ryggen, tage vægt på bagparten og alt det der?

Vi vil avle dressurheste til eget brug og formålet er at uddanne dem til Grand Prix. 

Dette er for os ikke ensbetydende med at vores afkom alle kommer til start i championaterne og følger den vej der bliver kaldt alderssvarende for en 4-, 5-, 6- og 7-års hest. Der kan ske så meget undervejs. Jørgen har utallige gange stået med en 6 - eller 7 års heste der stadig var under opbygning og ikke engang havde gået en mindre L-klasse. Alligevel var selvsamme hest klar til Grand Prix som 9-års. Han er virkelig god til at give hestene tid til den grunduddannelse, som nogen nok syntes tager alt for lang tid, men de heste indhenter de andre på et tidspunkt og der er de for alvor stærke nok og ikke slidt. Den form for uddannelse burde alle heste have efter vores mening, men det fungerer naturligvis ikke altid i praksis. De færreste avlere har tid og råd til at lade deres afkom uddanne i så mange år, hvilket er helt forståeligt. 
Der kan også være andre forhold der gør at hestene ikke er klar til at blive vist frem i unghesteklasser men kommer stærkt igen oppe i de højere klasser. Den tid er værd at vente på og egentlig også der det bliver rigtig sjovt. Som avler kan den tid virke ulidelig lang og ikke mindst økonomisk uoverskuelig.
Vi kan gøre det med vores egne hjemmeavlede heste og det giver en stor tilfredsstillelse at kunne tage sig den tid det nu tager. 

Hvis du interesserer dig for avl så prøv at formulere dit eget avlsmål. Det er ikke så let endda, men både spændende og lærerigt!

Alle blogindlæg

19.10.2017
af Lajgården og Hvenegaard
11.10.2017
af Camilla Dalgaard
27.09.2017
af Jane Marskov
03.07.2017
af Lajgården og Hvenegaard
06.06.2017
af Camilla Dalgaard
10.05.2017
af Lajgården og Hvenegaard

VORES SKRIBENTER

Sara Hyldtoft Møller

Sara er 14 år gammel, og går på Elite idrætslinien på Vitaskolen i Esbjerg. Sara har tre ponyer...

Se alle indlæg
Simone Roved

Simone Roved er 23 år, og driver til dagligt sin egen træningsstald med islændere. Simone Roved er...

Se alle indlæg
Tak,
du er nu tilmeldt nyhedsbrevet